Ungeindsats
Målgruppe
Ledige unge mellem 15 og 30 år uden kompetencegivende uddannelse.
De unge har når de starter hos os typisk ikke alle forudsætninger for at påbegynde ordinær uddannelse herunder FGU eller opnå beskæftigelse på ordinære vilkår.
Tilbuddets målsætning
Målsætningen er at den unge bliver klar til at starte i ordinære uddannelsestilbud fx Forberedende Grunduddannelse (FGU), Erhvervsuddannelse (EUD) eller starte lønnet arbejde.
Tilbuddets indhold
Tilbuddet kan bestå af en eller flere af følgende ydelser:
- Intern praktik og virksomhedspraktik
Den unge starter typisk i en intern ulønnet praktik i en af vores faglige afdelinger.
Praktikken har et klart uddannelses- og erhvervsafklarende fokus, samtidig med at den unge tillærer sig kompetencer i forhold til at indgå i et forpligtigende fællesskab på en arbejdsplads.
Den unge vil undervejs blive tilbudt at deltage i ulønnet ekstern virksomhedspraktik i Grantoftegaards virksomhedsnetværk.
Grantoftegaard støtter den unge under praktikken med fokus på faglige, personlige, sociale og anvendelsesorienterede kompetencer, så den unge opnår en selvforståelse af at uddannelse eller beskæftigelse kan være en realistisk vej for dem. Den unge skal som minimum være i stand til at deltage 2 dage om ugen for at komme i ekstern virksomhedspraktik.
- Almen undervisning og screening
På vores skoleafsnit kan den unge opkvalificeres i almene/skolastiske fag, herunder forberedes til EUD prøver. Det er obligatorisk, at den unge får lavet en faglig screening for at kunne deltage i undervisningen. Screeningen og screeningssituationen danner baggrund for det individuelle undervisningsforløb, vi igangsætter. Læs mere om undervisningen her
- Brobygning
Vi forestår brobygningsaktiviteter til det etablerede uddannelsessystem. Det kan indebære besøg på relevante uddannelsesinstitutioner og videregående uddannelser sammen med den unge, samt deltagelse ved møder med uddannelsesvejledere, netværksmøder o.lign.
- Mentorstøtte
Der kan periodevis ydes mentorstøtte ud fra et individuelt behov.