Ressourceforløb

Grønsagsdyrkning

Generelt

På Grantoftegaard sælger vi friske økologiske grøntsager fra stadevognene alle ugens dage, hele året rundt. Vi har et bredt udvalg, som alle dyrkes i nær afstand fra gården, på et samlet areal på ca. 3 HA. Vi laver alle planter selv og grøntsagerne får derved lov at udvikle sig hele vejen fra frø til færdigdyrket grøntsag her på gården. Dyrkningen foregår økologisk dvs. uden brug af kunstgødning og sprøjtning mod skadedyr og ukrudt. Derimod bruger vi staldgødning på markerne for at nære jorden, hvor grøntsagerne vokser. I drivhuset, hvor vi dyrker agurker, tomater, chilier og peberfrugter, anvender vi nyttedyr såsom rovmider og snyltehvepse for at undgå spindemider.

Ud over salg fra stadevognene bruges grøntsagerne også i Grantoftegaards køkken, som dagligt producerer 60 måltider til medarbejdere og deltagere, samt laver mad til cafébutikken, hvor besøgende kan købe mad. Da vi ikke bruger pesticider i dyrkningen, er der en større frasortering af ukurante grøntsager. Vi har dog et minimalt madspild, da gårdens medarbejdere og deltagere har lov at tage disse 2. sorterings grøntsager med sig hjem.

Som en del af gartneriet er også 25 økologiske nyttehaver, hvor folk der brænder for økologi, selv kan deltage aktivt i denne måde at dyrke jorden på. Frø og planter kommer fra Grantoftegaard og introduktion i havearbejdet står Grantoftegaard for. På den måde er der den nødvendige garanti for ”økologicertificering” af egne grøntsager.

Grøntsagsmarkerne og drivhuset bliver ofte besøgt af skoler, børnehaver og andre grupper. Denne produktion er meget anvendelig når vi gennem aktiviteter og rundvisninger demonstrerer ”hvor maden kommer fra?” eller ”økologisk dyrkning af afgrøder året rundt”.

Socialt perspektiv:

Foruden produktionen af grøntsager er det sociale et bærende element i grøntsagsafdelingen. Holdet består af ca.10 personer, som deltager i afklaringsforløb af forskellige årsager (sygdom, ledighed, sociale problematikker). Netop på dette hold arbejdes meget i teams, med sidemandsoplæring og understøttende mulighed for at udvikle sine samarbejdskompetencer. Da arbejdet med grøntsagerne er meget varierende og inviterer til brugen af forskelligartede evner og ressourcer, er der plads til at have en sammensat gruppe, hvor der kan tages hensyn til hver enkelt.

Alt arbejde med grøntsagerne foregår nær gården, hvilket er med til at give tilhørsforhold og ro. Efterhånden som deltagerne falder til og føler sig trygge, skærpes kravene, således at de bliver klædt på til livet efter forløbet på Grantoftegaard. Endvidere giver produktionen af grøntsagerne meget til deltagerne, da de i den daglige omgang med bl.a. kunder, oplever at de er med til at lave noget, som bliver værdsat. Økologisk kvalitet er desuden med fokus på grundvandssikring og populært siger vi ”at alle på Grantoftegaard er med til at passe på drikkevandet for resten af København.” Dette skaber en vis stolthed og følelse af samfundsnyttighed.

I modsætning til stordrift af grøntsager, hvor der produceres enkeltafgrøder på et areal, producerer vi mange forskellige afgrøder på et tilsvarende areal. Denne mangfoldighed bruger vi samtidig i vores formidlingsarbejde overfor især skoleklasser.