STU-forløb

Formålet med vores forløb

Alle er en del af fællesskabet
Vi tror på, at alle kan bidrage med noget. Vi tror på, at det betyder noget for alle mennesker at være en del af et fællesskab, hvor man er med til at få hverdagen til at fungere. Vores mission er derfor at udvikle de faglige, sociale og personlige kompetencer hos vores elever, så de kan deltage aktivt i samfundet gennem job eller uddannelse. Det gør vi ved at inddrage alle aktivt i den daglige drift og praktiske opgaver med natur, dyr, maskiner, mennesker og fødevarer.

Vi udvikler borgernes kompetencer
Vi arbejder tæt sammen med borgerne om deres faglige, personlige og sociale udvikling i retning mod et job eller en uddannelse. Hverdagen tager udgangspunkt i den daglige drift på Grantoftegaard, hvor borgeren bliver tilknyttet et brancherettet arbejdshold, baseret på den enkeltes interesse og mål for forløbet.

Hvert arbejdshold har sin egen socialfaglige holdleder, som har en bred faglig og social erfaring og ansvar i den daglige drift. Ud over en faglig uddannelse har holdlederne også en pædagogisk baggrund, tillægsuddannelse eller stor erfaring i arbejde med voksenpædagogik.

 

Sådan arbejder vi

Kompetenceudvikling foregår i praksis
Fagligt arbejder vi med fagspecifik indlæring og opkvalificering, blandt andet at forstå instruktioner, kollegialt samvær og arbejdsidentitet. Sidemandsoplæring er en samlet betegnelse for en række situationer med “kompetenceudvikling i praksis”. Her fungerer den socialfaglige holdleder og de mere erfarne borgere som læringspartnere i arbejdet.

Personligt støttes og fastholdes borgeren i, at det er vigtigt at overholde regler og normer på en arbejdsplads. Vi arbejdet med at give den enkelte et dagligt medansvar og kontakt ved at bruge en konkret tilgang til dyr, afgrøder, fødevarer og en diversitet af mennesker. Heri underbygger vi det vigtige i at overholde aftaler, møde til tiden, give besked ved sygdom osv.

Vi lægger også vægt på den personlige fremtoning, f. eks. at kunne vise hensyn, tale med respekt til andre deltagere og ansatte, klæde sig hensigtsmæssigt i forhold til arbejdsopgaven og være opmærksom på sin personlige hygiejne.

Vi yder individuel vejledning
I de enkelte forløb får borgerne individuel uddannelses- og arbejdsmarkedsrettet vejledning af de socialfaglige vejledere. Vejlederne har uddannelse og stor erfaring i beskæftigelsesfremmende og pædagogisk indsats. Vejledningen foregår i et tæt samarbejde og dialog med borgeren og den socialfaglige holdleder. Vejlederens opgave er her at sikre, at målsætning, delmål og progression bliver afprøvet og dokumenteret.

I forløb med social mentorstøtte foregår vejledningen med en mere helhedsorienteret tilgang. Den omfatter også en koordinerende indsats i deltagerens personlige og sociale problemstillinger, som kan have betydning for, at borgeren ikke er på arbejdsmarkedet. Den socialfaglige kontakt opbygges i den daglige relation og ved at følge deltagerens udvikling tæt. Ofte samarbejder vi også med eksterne parter om både personlige og erhvervsmæssige forhold.